#17 INTRO TIL EVENT 2

DER ER LÆRING FORUDE!

Jeg elsker personligt at blive inspireret, gøre mig klogere. Til daglig hører jeg podcast og nogle gange lydbøger. De giver mig nye perspektiver og noget jeg kan vokse af. Meeeen det kan bare noget helt andet at modtage undervisning og mærke energien, når man møder fysisk op til noget, der er mega inspirerende. Hvor man ser hinanden i øjnene, har mulighed for at stille spørgsmål, få det ind under huden på en helt andet måde. Og det er det jeg glæder mig til at invitere dig med til her i efteråret: EVENTS!

Jeg samler selv på inspirerende mennesker at omgive mig med. Når efterårets smukke farver sætter ind, så kan du møde (eller gense?) to af dem – det er nemlig Maila og Monica, der gavmildt har sagt ja til at dele og give af deres ekspertise, viden og erfaring i forskellige events, der er centreret om et tema: Balance.

Jeg har lokket Monica til at give en beskrivelse af event 2 herunder.

“Jeg glæder mig til denne workshop, hvor vi gennem åndedræt, meditation og yoga stillinger, kommer helt tæt på kroppens unikke sprog, der leverer budskaber om hvad vi har brug for; mere sthira, mere sukha eller mindre. Igennem stående, siddende og liggende yoga stillinger, nørder vi og nyder yoga stillingerne, der giver plads til at udfordre, styrke og blødgøre muskler, bindevæv og led.

I meditationerne og igennem åndedræts praksis, guides du til at fornemme sthira og sukha i et harmonisk samspil, der giver dig overskud og balance følelsesmæssigt- og mentalt. Workshoppen afrundes med en snak, om hvordan yoga filosofien også har plads i din hverdag, når du ikke er på yoga måtten.

Min nysgerrighed på yoga, har bragt mig værdifuld indsigt i mange yoga former og ikke mindst den grundlæggende filosofi, der er fundamentet i denne 5000 år gamle yoga tradition – nemlig balance. For det er når vi giver plads til balance, at fundamentet i os alle står stærkt/stabilt og blødt/bevægeligt. Tænk på de store træer, der står stabilt forankret i jorden, og alligevel bevæger sig, uden at falde. Det er en smuk metafor på balancen mellem sthira og sukha. At stå stabilt og nærværende i hverdagen, i livet, tilpas bevægelig, så du ikke vælter, uanset livets omstændigheder. Du kan også kalde det sol og måne, yang og yin. Dualiteter der komplementerer hinanden på fineste vis. Og når den balance har plads, vil du som menneske mærke kropslig og mental styrke, energi, humør og have en følelse af at kunne bevæge dig som du har lyst til. Frihed i din krop. Frihed og energi til at leve. For det er nu engang det livet handler om at give plads til at leve, og give plads til at give dig og din krop det du har brug for.

For nogle er balance lig med stilstand, og dermed måske noget negativt, ubevægeligt. Men for mig er balance et udtryk for et harmonisk samspil mellem muskelstyrke, kernestabilitet og masser af bevægelighed i kroppens led. Hver eneste dag, alt det vi laver: om det er at stå op om morgenen, komme i gang med dagen, være der for familien og hinanden, arbejde, dyrke fritidsinteresser, alt det kan ske, legende let, når der er balance mellem sthira og sukha, og ikke mindst når vi er bevidste om hvad vi kan gøre for at bringe disse 2 energier sthira og sukha i balance.

Jeg glæder mig til en skøn, opløftende og energigivende formiddag med jer”

Kh Monica

Tusinde tak Monica, det lyder alt sammen som en inspirerende omgang. Vi ses om en måned tid til dit første event!
Hvis du vil med, så tilmeld dig her: https://www.skovslottet.nu/balance-events/